Løft ud over det sædvanlige

CMP’s terminal tilbyder professionel håndtering af Out of gauge gods - håndtering af gods, der er for stort eller for tungt til at passe i en standard container. 

Ud over de velkendte kulørte containere der hver dag lastes og losses fra skibene på containerterminalen i København, er der gods, der ikke passer ind i standardmålene for en container og som kræver kraftigere udstyr. Det kan CMP også håndtere.

”Projektlaster er en del af vores brand, og vi markedsfører os på den type gods vi kalder for ´out of gauge´ gods, altså alt hvad der ikke kan være i en standard container. For eksempel har vi modtaget de fire tunnelboremaskiner, der nu er i gang med at bore den nye linje til Københavns Metro. Det var op til 48 tons løft ad gangen, og tunnelboremaskinerne blev samlet i CMP´s pakhuse” siger Henrik Poulsen, Supervisor, Cargo operations i Port & Terminal Operations.

”Vores terminalkraner kan løfte 70 tons på krogen og række 36 meter ud over bassinet, hvilket åbner for andre muligheder end containere. Vi er rigtig gode til at håndtere stort gods, og vores kompetente medarbejderes professionelle tilgang sikrer korrekt håndtering, og dermed undgår vi også skader på godset. Vi afskiber for eksempel også produktionsanlæg og store maskiner ud af landet. Vi kan også håndtere flatracks til søtransport, som vi pakker og lastsikrer efter kundens ønske”.

Med en udvidelse af den lokale adgangsvej til motorvejsnettet får CMP i København snart endnu bedre forhold til at modtage og afskibe out of gauge gods.    

Terminalen har også udvidet løftekapaciteten på kajen med to nye gaffeltrucks, der hver kan løfte 28 tons, samt en mindre truck, der kan løfte 5 tons, der er designet til at håndtere gods inde i en standard container. Det giver nye muligheder for effektivt at håndtere kundens ønsker.



NOTICE: Copenhagen Malmö Port (CMP) disclaims any responsibility for the reliability of the displayed information on the homepage. Values of importance for navigation and ships safety shall always be compared with other information and observations. © 2012 CMP