Mein Schiff 4 anløber CMP på to test-krydstogter inden jomfrurejsen

Last updated 4/26/2015 8:16 PM
Tidlig levering fra værftet Meyer Turku betyder, at Mein Schiff 4 har tid til to test-krydstogter, der begge anløber København.  

CMP bliver første port of call for det splinternye krydstogtskib Mein Schiff 4. Det sker når det afsejler fra Hamburg til Kiel med et besøg i København.

Skibet bliver bygget på værftet Meyer Turku i Finland, og da det bliver leveret før tid har rederiet TUI planlagt et test-krydstogt inden selve jomfrurejsen, der udgår fra Kiel den 5. juni, hvor skibet også bliver døbt. Mein Schiff 4 er 295 m langt og på 97.000 BRT. Det får en besætning på 1.000 mand og de 1.250 kahytter har plads til 2.500 gæster.

”TUI Cruises arrangerer krydstogter for det tysktalende marked, og vores fire skibe er udstyret til afslapning og velvære fra for til agter. Vores koncept er en holiday resort på vandet, og vi fokuserer på par og familier, som sætter pris på frihed, generøsitet, kvalitet og individuel service”, siger Torben Knye, Communications Manager, TUI Cruises.

Mein Schiff 4 er et søsterskib til Mein Schiff 3, med enkelte ændringer. Blandt andet er konceptet for nogle af de 11 restauranter ændret, og SPA & Sport indrette med skandinavisk flair, og en sauna på 45 m2, en af de største på et krydstogtskib.  

Test-krydstogtet Hamburg-København-Kiel finder sted 22.-25. maj. TUI har inviteret en række udvalgte personer, der har været på krydstogt med rederiet i 2013 og 2014, men derudover kan alle, der har været med på mindst to krydstogter med TUI, booke plads på skibet. På sejladsen via København benytter rederiet lejligheden til at indsamle kommentarer og feedback om det nye skib fra passagererne.

I dagene 26.-31. maj stævner Mein Schiff 4 ud på endnu et test-krydstogt med programmet Kiel-København-Gøteborg-Oslo-Hamburg. Denne gang har alle mulighed for at booke. Herefter går Mein Schiff 4 i gang med sæsonens planlagte krydstogter, der begynder med dåben i Kiel den 5. juni.

NOTICE: Copenhagen Malmö Port (CMP) disclaims any responsibility for the reliability of the displayed information on the homepage. Values of importance for navigation and ships safety shall always be compared with other information and observations. © 2012 CMP